Hvad er mindfulness?
Alle kan lære at blive mere ’mindful’ i hverdagen og nyde godt af det. Mindfulness er evnen til at være til stede i nuet med nærvær og venlig opmærksomhed på tanker, følelser og krop i de situationer, som du møder i livet.
Mindfulness kan du øve med meditationer og øvelser – men du kan faktisk øve evnen til at være ’mindful’ i hvert eneste øjeblik i livets forskellige gøremål, fx når du står i kø i et supermarked, lægger dig til at sove, tager et brusebad eller leger med dine børn.
Den amerikanske professor og mindfulness-specialist Jon Kabat-Zinn definerer mindfulness som: “At være opmærksom på en bevidst måde i det aktuelle øjeblik uden at dømme.” At være mindful er at acceptere tingenes tilstand, i stedet for at lade dig styre af sindets tendens til at kritisere, være forudindtaget og dømmende over for dig selv og dine omgivelser.
Du kan træne mindfulness gennem meditation, opmærksomhedsøvelser, kropscanninger og yoga.
I mindfulness-meditation er åndedrættet et centralt omdrejningspunkt. Åndedrættet er dit indre opmærksomhedsanker, som du altid har med dig, og som du kan vende tilbage til i hvert øjeblik for at komme til stede i nuet. Fokus på din vejrtrækning hjælper dig til at stoppe op, mærke dig selv og finde ro.
Hjerneforskning viser, at når vi mediterer, kan der ses ændringer i bestemte områder i hjernen, vores nervesystem stimuleres, vi bliver mere afslappede, og det kan virke stressdæmpende. Mindfulness og meditation kan styrke vores evne til bedre koncentration, hukommelse, indlæring og medfølelse over for os selv og andre i en positiv retning.
Rent fysisk kan man bl.a. måle, at hjernens signalstoffer påvirkes under meditation. Hjernen udskiller bl.a. signalstoffet dopamin (belønningssignalstof), som fremkalder lykke og glæde. Samtidig viser studier, at blodtrykket og antallet af hjerteslag også falder, når du mediterer. Det indikerer, at stressniveauet sænkes.
Når du er mere til stede i nuet med nærvær og venlig opmærksomhed, bliver du også bedre til at handle på en hensigtsmæssig måde og træffe gode valg i dit liv. Det kan afhjælpe følelsen af utilstrækkelighed, mindske tankemylder og bekymringer og give mere plads til lethed og glæde i din hverdag.
I svære perioder i dit liv kan en mindful tilgang støtte dig i at bevare en indre ro og omsorg for dig selv, når svære følelser rumsterer i dig.
Du kan ikke gøre noget forkert, når du laver mindfulness-meditation og øvelser. Med mindfulness-øvelser træner du din “mindfulnessmuskel”, hver gang du opdager, at du forsvinder væk i tanker og gøremål. Når det sker, hvilket det vil gøre igen og igen, så vender du blot med venlighed din opmærksomhed tilbage til dit åndedræt eller den guidede øvelse, hvis du lytter til en mindfulness-meditation. Mindfulness kan du træne hvert eneste øjeblik – også på arbejdet fx mellem møder, i en kaffe- eller frokostpause. Pointen er altså ikke, at du skal kunne ”tømme sindet for tanker”. Pointen er at træne din opmærksomhed på en bestemt måde.
Her er nogle gode tips til at få mindfulness ind i din hverdag
Inden du starter på øvelserne så ...