Forebyg skade

Om brand og eksplosionsfare i CNC-bearbejdningscentre

Har du processer, der kræver forarbejdning med oliebaserede væsker? Så kan brandsikring i dit CNC-bearbejdningscenter være vigtigt for dit personales sikkerhed. Læs anbefalingen her.

Oliebaserede væsker i CNC-processer

De fleste CNC-bearbejdningscentre bruger i dag vandbaserede eller andre ikke brandbare skære- og kølemedier til de spåntagende bearbejdningsprocesser.

Men en række metaller og processer kan ikke bearbejdes med et tilfredsstillende resultat på denne måde. I disse tilfælde er det nødvendigt at benytte brandbare oliebaserede væsker.

Brandfaren ved friktionsdannelse

Erfaring viser dog, at både fejlbetjening og automatiske fejl i maskinens CNC-styring kan medføre friktionsulykker mellem det spåntagende værktøj og emnet, der bearbejdes.

Det kan medføre gnistdannelser, eller en så kraftig friktionsvarme, at olie og olietåger bryder i brand med omfattende skader til følge.

Eksplosionsfare

Da en CNC-maskines bearbejdningsområde typisk er lukket med en låge eller skydedør, vil det være nødvendigt at åbne disse, for at slukke branden. Men herved tilføres ilt, som kan resultere i en næring af branden.

En brand med pludselig ilttilførsel kan sprede sig til hele maskinen, og videre til resten af virksomheden, med voldsom hast. Branden kan i værste fald blive eksplosiv med risiko for alvorlige personskader.

Et brandslukningsanlæg kan forebygge alvorlige skader

Brandulykker i CNC-bearbejdningscentre kan forebygges ved at installere et automatisk brandslukningsanlæg (fx med kuldioxid, vandtåge, argonite/inergen eller pulver) monteret over bearbejdningsområdet.

Tryg anbefaler Fire Suppression System

Det mest enkle anlæg er et såkaldt Fire Suppression System.

Systemet består af en polymer slange, monteret inde i maskinen og tilsluttet en trykflaske med slukningsmidlet.

Selve systemet opererer uden brug af elektricitet eller anden forsyning.

Sådan virker det

Detektorslangen brister: Ved en brand vil slangen briste ved en temperatur på 110-120 °C. På den måde udløses slukningsmidlet der, hvor branden er opstået.

Slukningsmiddel udløses: Herved bliver ilden kvalt, før der sker større beskadigelser af maskineri, elinstallationer, værktøjer eller produktemner.

* Systemet kan desuden kobles til elforsyningen på maskinen. Herved afbrydes strømmen automatisk, når slukningsmidlet udløses.

Pris og information

  • Et Fire Suppression System kan installeres for ca. 15.000 kr. per maskine.
  • Vil du høre nærmere? Ring til Dania Brandteknik på 56 16 91 00.

Hent faktabladet gratis

Vil du have en printvenlig version af disse informationer? Værsgo’ – hent det gratis faktablad her.

PDF - oliebaserede køle -og skæreolier