Forsikring af bisser boomer
Forsikring af tænder boomer. Således er en ny tandforsikring fra Tryg blevet så populær, at selskabet på få måneder har solgt flere tusinde af slagsen. Tandforsikringen, der dækker alt lige fra fyldninger og kroner til paradentose- og rodbehandling, er en del af Trygs nye personforsikring til privatkunder.
I Danmark har vi en lang tradition for at forsikre vores ejendele. Men også forsikring af de blødere værdier er blevet en populær vare på hylderne. Det startede med ulykkesforsikringen. Siden kom sundhedsforsikringen, ledighedsforsikringen og andre forsikringer til. Et af de seneste skud på stammen er en ny tandforsikring, som har vundet danskernes hjerte.
Bag det nye produkt står Tryg, der siden lanceringen i efteråret allerede har indtegnet flere tusinde kunder, som nu har en tandforsikring i selskabet. Tandforsikringen er en del af selskabets nye personforsikring til privatkunder, som indeholder en ulykkesforsikring, der kan kombineres med en sundheds-, en sygdoms- og/eller en tandforsikring.
Mere end hver fjerde kunde, som har tegnet en personforsikring, har tilvalgt enten en sundhedsforsikring eller en tandforsikring. Flest kunder har købt tandforsikringen, der dækker stort set alle typer behandlinger hos tandlægen, lige fra fyldninger og kroner til paradentose- og rodbehandling.
"Gennem de seneste årtier er den andel af tandlægeregningen, som patienten selv skal betale, steget markant. I dag udgør den 82 procent, og det kan være en stor mundfuld for mange, hvis de får behandlingskrævende problemer med tænder eller tandkød. Dér kan en tandforsikring, som hos Tryg dækker tandbehandling for op til 20.000 kroner per år, være til stor gavn for den enkelte," siger Thomas Klærke, direktør for pris- og produktudvikling hos Tryg.
Ifølge en YouGov-undersøgelse har mere end hver tredje dansker, svarende til 37 procent, inden for de seneste fem år fået en enkelt tandlægeregning på 2000 kroner eller mere. For hele 21 procent af dem var regningen på 3500 kroner eller mere, og for 16 procent løb den op i minimum 5000 kroner. I gruppen af danskere over 60 år har 26 procent fået en regning på 5000 kroner eller mere.
Og de høje regninger afholder nogle fra at gå til tandlægen. Således har næsten hver anden dansker (43 procent) inden for de seneste fem år udskudt eller undladt tandlægebesøget, selvom det var tid til et eftersyn. 14 procent af dem siger, at det skyldes, at de ikke havde råd. Blandt unge mellem 18 og 29 år er de tal henholdsvis 55 procent og 22 procent.
"Det er bekymrende, at der findes borgere, som af økonomiske årsager ikke har mulighed for at prioritere deres tænder. Det skaber en sundhedsmæssig ulighed, som vi håber på at kunne hjælpe med at rette op på med den nye tandforsikring", fortsætter Thomas Klærke og fortæller, at interessen for Trygs tandforsikring går på tværs af alle aldersklasser.
Flest kunder med tandforsikring findes i aldersgruppen 40-59 år, men også aldersgrupperne 30-40 år og 60+ år følger godt med. De unge har ligeledes taget godt imod produktet, og andelen af kunder med tandforsikring i aldersgruppen 18-29 år er cirka 15 procent.
"Det glæder os meget at se, at danskerne har taget så godt imod vores tandforsikring - ikke mindst de unge, som jo har en større tilbøjelighed til at nedprioritere tandlægebesøget, fordi de ikke har råd. Hvis den gode start fortsætter, og salget af tandforsikringer også vækster fremover, vil det uden tvivl have en positiv effekt på tandsundheden herhjemme, fordi flere borgere får den optimale tandbehandling i rette tid", slutter Thomas Klærke.
Prisen for en tandforsikring beregnes individuelt og kan derfor variere fra kunde til kunde. Hele pakken af personforsikringer, inklusiv ulykkes-, sundheds-, sygdoms- og tandforsikring, kan erhverves for cirka 380 kroner om måneden. Det er også muligt at nøjes med at købe én af tilvalgsdækningerne, for eksempel tandforsikringen, som supplement til den obligatoriske ulykkesforsikring. En sådan løsning koster omkring 110 kroner per måned.
FAKTA
Om Trygs tandforsikring
Tandforsikringen dækker tandbehandlinger for op til 20.000 kroner per år, herunder fyldninger, kroner, paradentose- og rodbehandling m.m. Der er en egenbetaling på 500 kroner per behandlingsforløb samt en karenstid på to måneder fra den dag, hvor forsikringen træder i kraft. Herefter kræves det blot, at behandlingen påbegyndes inden for to måneder efter, at behovet for behandling opstod. Almindeligt tandeftersyn, tandrensning og kosmetiske indgreb er ikke omfattet af dækningen. Forsikringen kan købes af alle op til 75 år, og når den først er købt, er der ingen aldersmæssig grænse for dens ophør.
Om YouGov-undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1011
CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Susanne Lindhage, mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk