Pas på tyven i sommervarmen

04-06-2019 09:25
No image
 
 

Med juni blev sommeren officielt skudt i gang, og lige om hjørnet venter varme solskinsdage. Det samme gør tyven, der lister ind ad åbne døre og vinduer.

 

Det er blevet sommer. Overalt i landet åbner vi døre og vinduer i boligen - ikke mindst ud til haven, hvor vi nyder de mange dejlige solskinstimer med havearbejde, leg, grill og afslapning m.m. Men for nogle danskere bliver idyllen brat afbrudt, når de kommer ind i huset og opdager, at der har været ubudne gæster, mens de var i haven.

 

Hvert år oplever hundredvis af danskere tyveri i eget hjem, mens de er i haven eller et andet sted i boligen. En åben havedør, et vindue på klem eller en ulåst hoveddør, som er uden opsyn, giver fri adgang for tyven, der ser sit snit til at liste indenfor og se sig omkring efter værdier. Og vupti så er tyven væk igen - og sammen med tyven den nye Mac, iPhonen, de dyre solbriller, guldsmykkerne og dametasken med dankort, penge og ID m.m.

 

"Det er både ærgerligt og ubehageligt, når en fremmed har været i dit hjem og stjålet ting fra dig - og det endda, mens du var hjemme. Det kommer bag på mange, at tyven tør at vove sig ind på en matrikel, hvor beboerne åbenlyst er til stede. Men det sker år efter år. Tyven vælger gerne den nemmeste løsning. Og hvorfor besvære sig med at bryde en dør op eller skabe unødig støj fra en knust rude, når man bare kan gå direkte ind," siger Camilla Nielsen, der er forebyggelseschef i Tryg.

 

Hun opfordrer danskerne til at låse døre og lukke vinduer, når de ikke selv kan holde øje med husets ind- og udgange samt placere tyvetækkelige ting i boligen, så de ikke kan ses udefra.  Hun anbefaler desuden, at man aftaler med naboer, at porte og lejlighedsopgange holdes lukkede for at forhindre adgang for uvedkommende.  

 

Camilla Nielsen påpeger, at det også er vigtigt at holde altandøre og vinduer i huse lukkede, selvom de er over stueplan.

 

"Vi hører jævnligt om tilfælde, hvor tyven er kommet ind i boligen fra et åbent vindue på første sal ved brug af en stige eller lignende," siger Camilla Nielsen.

 

Og et vindue på klem er ikke bare nok til at lokke tyven indenfor - det kan også begrænse dine erstatningsmuligheder. Forsikringsselskaberne skelner nemlig mellem, om tyveriet er sket fra forsvarlig aflåst bygning/lokale eller fra uaflåst bygning/lokale. Med andre ord handler det om, hvorvidt tyven har kunne komme uhindret ind eller været nødt til at bryde ind i boligen.

 

"En lille ting som at låse døren og lukke vinduerne kan ikke blot have stor betydning for, om tyven vælger dit eller et andet hus. Det kan også få indflydelse på forsikringens dækning af dine ejendele, hvis du får stjålet noget fra dit hjem. Ved tyveri fra uaflåst bygning/lokale er der for eksempel ingen dækning for smykker og penge samt der kan være begrænsninger for dækning af øvrige værdigenstande," fortæller Camilla Nielsen og giver danskerne disse råd med på vejen:

 

·         Lås altid hoveddøren, når den er uden opsyn - også selvom du blot går ud i haven, tager et bad

          eller opholder dig på huset første sal.

·         Vær opmærksom på ikke have nøgler til bilen eller huset liggende/hængende lige inden for døren.

          En tyv kan let åbne en uaflåst dør og tage nøglerne med sig.  

·         Stil aldrig tasker, computerudstyr eller lignende lige inden for indgangsdøren. Det er let for en tyv

          at stikke af med tingene.

·         Placer elektronisk udstyr, designermøbler og lignende, så de ikke er synlige udefra og frister tyven

          til at gå indenfor og stjæle dem.

·         Læg ikke computer, mobiltelefon, smykker eller andre værdier ved åbne vinduer, så tyven kan

          række ind og tage dem.             

 
Kontaktinformation

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Susanne Lindhage, mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk