Mange er nervøse for indbrud i ferien

06-07-2018 06:07
No image
 
 

Mange danskere er nervøse for at få indbrud, når de er på ferie eller bortrejst. Og det med god grund. De store skoleferier er nemlig nogle af de tidspunkter på året, hvor der bliver begået allerflest indbrud. Det gælder ikke mindst i sommerferien, hvor de langfingrede arbejder på højtryk i det ganske land, mens danskerne slapper af udenbys. 

 

Juli er en af de måneder på året, hvor der bliver begået flest indbrud i Danmark. Ifølge opgørelser fra Tryg Forsikring, som har kigget på udviklingen over de seneste fem år fra 2013 til og med 2017, sker der over 40 procent flere indbrud i juli end i maj eller juni samt over 30 procent flere end i august eller september. 

 

Og den øgede risiko skaber utryghed - så meget, at næsten hver tredje borger i Danmark er nervøs for at få indbrud, når han/hun er på ferie eller bortrejst. Det viser en undersøgelse, som YouGov har udført for Tryg

 

"Vi vil gerne hjælpe med at øge trygheden i de danske hjem. Derfor følger der nu en alarm med i købet, når en kunde samler sine forsikringer i Tryg," siger Thomas Klærke, leder for markedsstrategi i Tryg Forsikring. "Hvis der sker et indbrud, så udløses alarmen ikke kun med en kraftig sirene i hjemmet - kunden får også direkte besked via en app på sin mobiltelefon. Desuden kan kunden tilmelde naboer og lignende, så de får en SMS, når alarmen går," fortsætter Thomas Klærke. 

 

Trygs tilbud om alarm er blevet populært hos kunderne. Siden lanceringen for cirka et halvt år siden har knap 4000 husstande bestilt alarmen, og særligt op til sommerferien har der været pres på efterspørgslen.

 

"I sidste måned fik vi dobbelt så mange alarmbestillinger som i april, og juni lå faktisk næsten på niveau med julemåneden december, hvor efterspørgslen på alarmer nåede sit hidtil højeste," fortæller Thomas Klærke. "Vi håber, at vores alarm vil give kunderne mere tryghed - såvel på ferien som i hverdagen. De behøver for eksempel ikke længere at være nervøse for, at deres børn eller de selv overraskes af et indbrudsramt hjem. Selv når de er på ferie langt væk hjemmefra, kan de hele tiden holde øje med deres bolig via app'en," fortsætter Thomas Klærke og fremhæver, at alarmen blot er ét af flere forebyggende initiativer. 

 

"Den største forebyggende effekt opnås gennem kombinationen af flere indsatser. Der findes stadig mange huse med vinduer og døre, som er for lette at bryde op. Derfor anbefaler vi også en bedre sikring af disse. Men selv en lille indsats kan gøre en stor forskel og besværliggøre indbruddet så meget, at tyven dropper sit forehavende," forklarer Thomas Klærke og giver danskerne nogle simple råd med på ferie:

 

- Placer elektronisk udstyr, designermøbler og lignende, så de ikke er synlige udefra.

- Undgå at give tyven arbejdsro. Klip for eksempel hækken ned og sørg for, der ikke er helt mørkt på

  grunden, særligt ved døre og vinduer. Tilknyt eksempelvis en sensor til udendørsbelysningen, så lyset

  tænder, når der er bevægelse omkring huset.

- Anvend tænd- og sluk-ure til lys og musik.

- Lav en aftale med naboerne om at holde øje med din bolig.

- Få naboen til at fylde skrald i din skraldespand, tømme postkassen og sætte sin bil i din indkørsel.

- Gem de særligt værdifulde ting, inden du forlader hjemmet, eller opbevar tingene i en bankboks.

- Mærk dine værdigenstande med syntetisk DNA


Måneder med flest indbrud i årene 2013-2017 ifølge Trygs skadestal

1)    December
2)    November
3)    Februar
4)    Juli
5)    Januar
6)    Oktober
7)    Marts
8)    August
9)    September
10)  Juni
11)  April
12)  Maj


Trygs undersøgelse er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1010 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år.

 
Kontaktinformation

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Susanne Lindhage, mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk