Tryg henter ny CFO fra ISS
Barbara Plucnar Jensen kommer fra jobbet som CFO for ISS' største marked i England og Irland for at tiltræde jobbet som Group CFO i Tryg-koncernen.
Tryg har hentet ny koncernfinansdirektør fra England. Valget er faldet på en tung finansprofil, Barbara Plucnar Jensen, der udover CFO-erfaringen fra ISS' britiske og irske marked også har solid erfaring inden for investering og treasury.
- Med Barbara Plucnar Jensen ombord får Tryg en ekstremt faglig dygtig CFO - men vi får også en moderne finansdirektør, der med sin baggrund inden for salg, service og et stærkt kundefokus kan tænke bredere og mere strategisk end blot inden for finansområdet. Vi ser det som et stort plus, at Barbara har erfaring fra to andre brancher end forsikring, så hun kan bidrage med nye perspektiver at gøre tingene på, siger Morten Hübbe, koncernchef i Tryg.
Samtidig tillægger han det stor vægt, at Trygs nye CFO har prøvet kræfter med et stort udenlandsk marked som det britiske, hvor konkurrencen er benhård og forandringstempoet højt.
Hun får ansvaret for at fortsætte den stærke finansielle styring gennem den digitale transformation, Tryg-koncernen er i fuld gang med.
Barbara Plucnar Jensen er 47 år og har en kandidat i økonomi fra 1996 fra Københavns Universitet. Hun kommer fra en stilling som CFO for ISS's største marked i England og Irland og har forinden sin ni-årige karriere i ISS også arbejdet tretten år i en række ledende stillinger i Danske Bank.
Selv siger hun om jobbet i Tryg:
- Jeg glæder mig meget til at komme i gang med de nye opgaver, der ligger foran mig. Tryg er en virksomhed i rivende udvikling, der er i fuld gang med den største digitale transformation nogensinde, der skal gøre det enklere at være forsikringskunde - samtidig er det en virksomhed med et stort fokus på innovation og udvikling af hele forretningen. Jeg ser frem til at bidrage til den udvikling med nye perspektiver, siger Barbara Plucnar Jensen.
Hun indtræder i Trygs direktion, der herefter vil bestå af koncernchef (CEO) Morten Hübbe, koncerndirektør (COO), Lars Bonde, koncerndirektør (CCO), Johan Kirstein Brammer og koncernfinansdirektør (CFO), Barbara Plucnar Jensen.
Barbara Plucnar Jensen afløser Christian Baltzer, der forlader posten til fordel for en stilling som Group CFO i Danske Bank. Hun har første arbejdsdag i Tryg den 1. marts 2019. Da Christian Baltzer stopper i Tryg den 14. oktober 2018, bliver CFO-funktionen i den mellemliggende periode varetaget af Ulrik Andersson, der har arbejdet 18 år i Tryg heraf 12 år inden for Koncernfinans og de seneste 6 år som hhv. finansdirektør og salgsdirektør i Trygs industriforretning.
Tanja Frederiksen
Chef for Corporate Relations
Telefon: +45 5195 7779
Mail: tanja.frederiksen@tryg.dk